Uro, tristhed, tankemylder, og uoverskuelighed

Det hele føles bare rigtig svært lige nu. Uro, tristhed, tankemylder og uoverskuelighed fylder mit sind. Det var tæt på, at jeg ikke fik taget min medicin, fordi det på en eller anden måde bare føles så lige meget og ligegyldigt, for gør det hoverhoved noget? Og det ved jeg jo med min fornuft, at det gør, men lige nu kan jeg bare ikke se en mening med ret meget omkring mig. Det startede allerede til husmødet, hvor jeg lige så stille begyndte at få det skidt. Da jeg så skulle lave mad blev det bare endnu værre, hvor jeg begyndte at få en susende fornemmelse for ørerne, og så gled jeg ligesom lidt væk fra mig selv. Måske det også havde lidt at gøre med, at jeg kun havde fået to stykker toastbrød til morgenmad, og ikke noget frokost, så måske jeg var ved at gå lidt sukkerkold egentlig tror jeg det var en blanding af begge dele. Jeg kan ikke finde ud af med mig selv om det faktisk vil være en god idé med noget PN-medicin, for lige nu synes jeg ikke rigtig jeg er i stand til at tage den beslutning på egen hånd. Der er for meget kaos i mit hoved til at jeg kan holde fokus på så enkel en beslutning, men måske jeg bare skal tage den uden at tænke for meget over det. Så nu er den taget, så nu skal jeg bare give den tid til at virke. Lige nu savner jeg rigtig meget at skade mig selv, for jeg længes tilbage til smerten. Men så siger jeg så til mig selv ”du ved jo godt, at det kun hjælper dig på kort sigt, og det er ikke det værd.” der er også noget i mig som tænker fandeme nej! Jeg skal vinde over selvskaden og den skal ikke vinde over mig! Tidligere i dag, da jeg var på vej ned at handle fik jeg den tanke om, at jeg kunne springe ned fra den gangbro, som krydser Jyllingevej, og det syntes stemmerne var en rigtig god idé. De synes også det er en rigtig god idé, at jeg skader mig selv. Hvorfor kan jeg ikke bare være ligeglad og så bare gøre det? Fordi den raske og fornuftige del af mig godt ved at det ikke gør ret meget godt for mig. Jeg synes bare det hele virker ret svært for mig lige nu her. Tanker der farer i alle retninger, og hvis jeg prøver at fange nogle af dem føler jeg mig fuldstændig overvældet over al den larm de skaber i mit hoved, så det opgiver jeg at gøre. Jeg ved virkelig ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv lige nu, for jeg føler ikke rigtig, at jeg kan finde ro nogle steder, og da slet ikke i mig selv, men hvor pokker skal jeg så finde den henne?  Jeg prøver at skrive, for få det lidt på afstand, og lidt har det faktisk også hjulpet synes jeg. Jeg synes jeg havde så mange ord lige før, men de er åbenbart forsvundet ud af mit hoved. Jeg prøver at blive i følelserne, og acceptere dem, og at det er sådan jeg har det lige nu, men det er godt nok ikke særlig nemt, for der er en del af mig, som bare gerne vil kæmpe imod det, og bare gøre alt, for at få det godt, men det hjælper jo ikke så jeg prøver at flyde med og følge med strømmen af det hele.