Ubestemmelig uro

Jeg sidder her ved computeren med en uro i min mave, og en sitren indvendig, som jeg ikke ved, hvad kommer af jeg har haft det sådan her de sidste timer, og oven i det er jeg også ret træt. Jeg føler der er noget i mig selv, som jeg ikke kan rumme at mærke, men jeg ved ikke, hvad det er. Jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal gøre af mig selv, for jeg føler mig fanget midt i uroen. Hvis jeg mærker efter har jeg det vel egentlig lidt skidt. Men hvorfor har jeg det skidt? Hvad har udløst det? Hmm det ved jeg ikke, og jeg kan ikke finde frem til, hvad det mon kan være, for jeg synes ikke jeg har oplevet noget i dag som kan have sat det i gang. Måske der heller ikke er nogen grund det er nok bare en af de ikke så gode dage, og dem skal der jo også være plads til. Jeg har bare lyst til at kæmpe imod det, og få det til at gå væk på en eller anden måde, men jeg ved dog med min fornuft, at det ikke hjælper at kæmpe imod det dårlige i stedet skal jeg acceptere det som det nu er. prøve at blive i det og måske finde en strategi, som kan hjælpe mig igennem det. Jeg skriver nemlig, for at se om det måske kan give mig lidt ro på og for at få nogle at tankerne ud af mit hoved. Det hjælper mig nemlig tit at få det hele lidt på afstand ved at skrive det ned. Nu var det som om ordene forsvandt, som om jeg glemte dem, og derfor ikke kunne sammensætte en sætning. Måske det er min personlighedsforstyrrelse som driller mig i dag, og får mine tanker til at virke meget kaotiske og svære at holde fokus på. Jeg føler lidt det går alt for stærkt i mit hoved, og hvis jeg forsøger at fastholde en tanke bliver jeg temmelig forvirret ikke nogen særlig rar følelse. Jeg har lyst til at skade mig selv. Men hov det var en af mine automatiske tanker, fordi jeg ikke lige nu kan rumme at føle som jeg gør jeg ved jo godt med min fornuft, at jeg rent faktisk slet ikke har brug for at skade mig selv, for at finde ro, og kunne holde ud at være i mig selv. Det er den syge del af mig bare slet ikke enig med mig i, for hvis det står til den skal jeg følge mine impulser, fordi jeg har brug for at skade mig selv, for at finde ro og få det bedre. Jeg synes det er svært når den syge og den raske del kæmper i mit hoved, for det kræver meget energi af mig at holde fast i fornuften, når tanker og følelser raser og kører der ud af i en helvedes fart, så jeg næsten ikke kan følge med dem. “Kom nu bare en lille smule, for du ved jo det hjælper, og er rart bagefter” Siger den syge og destruktive del til mig. “Nej! Nej du ved jo godt, at det ikke hjælper dig i sidste ende, og kun gør ondt værre.” ‘siger den raske og fornuftige del til mig, og jeg ved jo godt, hvem der har ret nemlig den fornuftige og raske del, som er nået rigtig langt og ikke længere har brug for at skade sig selv, for at få lindring for tankerne og følelserne, så jeg holder fast så godt jeg kan, og følger fornuften, som tager mig i den rigtige retning nemlig væk fra selvskaden og destruktiviteten, som jo kun virker i øjeblikket. Jeg må holde fast i mig selv og den rationelle og fornuftige del.