Jeg har nu været udskrevet fra den åbne afdeling i lidt over fire dage, og lige siden jeg er kommet hjem har jeg bare syntes, at det har været rigtig svært. Jeg har haft det rigtig skidt med meget uro, utryghed, har svært ved at slappe af og finde ro nogen steder. Og så føler jeg at min hjerne køre med et alt for højt tempo, som jeg slet ikke kan følge med i, og det er godt nok ikke særlig rart, for det er rigtig svært for mig at rumme. Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal gøre af mig selv for tiden, for det er så svært at rumme at være nogen steder. Jeg ved ikke, hvorfor det har været så svært for mig at være hjemme efter denne indlæggelse, for sådan har jeg ikke haft det før i hvert fald slet ikke lige så voldsomt som det er lige i denne periode. Måske de har ret i, når de siger jo længere man er indlagt jo svære kan det være at blive udskrevet igen.
I onsdags havde jeg det igen rigtig skidt, hvor jeg fik endnu et voldsomt grådanfald hvor jeg lige som i mandags også følte at jeg forsvandt væk fra mig selv og der var bare indre kaos med tanker og stemmer som larmede rigtig meget, som jeg slet ikke kunne stoppe igen ligesom sidst da det skete var både Rikke og Susanne hos mig, så jeg var ikke alene heldigvis. Jeg blev så spurgt om jeg gerne ville på skadestuen igen, og måske indlægges? Og det svarede jeg ja til, da det på tidspunkt var det eneste jeg kunne overskue, så jeg pakkede en taske og Susanne kørte mig endnu en gang til skadestuen. Hvor vi heldigvis ikke ventede ret længe på at komme til at tale med en sød sygeplejerske, hvis navn jeg ikke lige kan huske jeg fortalte hende, hvordan jeg havde det følelsen af ikke at kunne holde ud at være nogen steder uroen som plagede mig rigtig meget og så følelsen af at jeg ikke følte mig tryg ved at være i huset hun var faktisk rigtig forstående jeg skulle også lige igennem rutine spørgsmålene omkring mit fysiske helbred. Efter snakken satte vi os ind i venteværelset igen, for at vente på at komme til at snakke med en læge. Der gik lidt tid som kom der en læge som hed Kirsten, og hun kunne huske mig fra tidligere indlæggelser, og jeg kunne også godt huske hendes stemme jeg fortalte hende samme historie som jeg havde gjort til sygeplejersken med følelsen af at jeg ikke kunne holde ud at være nogen steder, fordi det ikke var muligt for mig at finde ro, fordi jeg følte mig urolig og fordi stemmer og tanker larmede rigtig meget, og hun var faktisk rigtig forstående, og kunne sagtens sætte sig ind i, hvorfor jeg havde det så skidt. Hun ville snakke med en overlæge omkring en eventuel indlæggelse. Hun kom tilbage efter lidt tid, og gav mig den nyhed, at de ikke ville indlægge mig, fordi jeg lige havde været indlagt og deres erfaringer var at det blev svært at komme hjem, hvis man var indlagt for længe, og at hvis man var indlagt for længe kunne glemme alle de gode strategier, fordi man er for længe i det beskyttede miljø, og hun mente også at jeg ikke kunne blive indlagt, hver gang jeg har det dårligt, som jeg sagde til hende, så er det heller ikke noget jeg gør hver eneste gang jeg har det rigtig skidt og dette kunne hun sagtens forstå. Hun mener så også at jeg skal lære selv at håndtere når jeg får det skidt, og hun foreslog ligesom Tommi, at jeg skal starte i den DAT-gruppe, fordi hun mener at det vil være godt for mig hun blev også ved med at sige til mig at det ikke var for at være ond, at de ikke ville indlægge mig. Så sagde hun som de altid gør, hvis det nu bliver alt for slemt, så kan du jo altid komme tilbage til os igen for vi har døgnåbent, og i bar frustration sagde jeg til hende hvad er idéen me at jeg komme tilbage og bliver sendt hjem igen? Det sagde hun ikke så meget til andet end, at hun godt kunne forstå, hvis jeg var sur, hvilket jeg jo ikke var jeg var bare frustreret og ked af det. Jeg kan godt se at hun har ret i, at en indlæggelse ikke er løsningen på en hver krisesituation, så jeg synes hun havde ret et lang stykke hen af vejen, og som hun også så rigtig sagde, så er det jo ikke altid vi er enige om hvordan tingene bliver afgjort og det har hun rigtig meget ret i. efter den gode snak sagde vi farvel, og Susanne kørte mig hjem til Nettet igen, hvor jeg fik mig en god snak med Susanne og Rikke inden de gik hjem. Det var rigtig rart. Jeg har for at passe på mig selv meldt mig fra alle aktiviteter og pligter, fordi det har været rigtig svært at rumme en masse lige efter jeg var blevet udskrevet, og det har der heldgivis været stor forståelse over for.