Jeg har valgt, at være åben over for min familie omkring det at jeg hører stemmer, fordi det alligevel intet gavner i længden at jeg holder det skjult for dem. De forstår det naturligvis ikke, og det havde jeg heller ikke forventet det er svært for mig, at de bare tror det er indbildning, for min næst ældste storebror sagde til mig, da jeg fortalte ham det “Tror du ikke bare det er indbildning?” Jeg svarede ham som sandt var, at det er det ikke, og at jeg har hørt stemmerne siden jeg var syv år gammel. Jeg forstår godt hans spørgsmål, men i det han spurgte mig som han gjorde følte jeg ikke at han troede på det jeg sagde, og det er ikke nogen rar følelse, at føle at jeg ikke bliver troet på. Hvordan får jeg også min familie til at forstå hvad det vil sige at høre stemmer, når de intet kender til det? Jeg kan bare bedre håndtere min mors måde at tackle det på, for hun spørger ind til det, så jeg får mulighed for at forklare, hvad der foregår inde i mit hoved. Min næst ældste storebror sagde til mig da han tog afsked med mig “Husk nu at sløjfe det der inde i dit hoved” og jeg sagde bare ja ja, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige til den udtalelse. Min ældste storebror sagde til mig “Husk nu at være glad, for det er vigtigt at være glad og rask.” Også denne udtalelse ramte mig ret hårdt, for hvis det var så nemt bare at være glad og rask, så havde jeg også været det forlængst. Jeg ved godt, at de begge siger de her ting til mig i en rigtig god mening, men det er bare alligevel ikke nemt for mig at rumme og håndtere. Jeg skriver ikke det her for at få medlidenhed, for det ønsker jeg bestemt ikke, men for at få sat ord på de tanker og følelser det mine brødre sagde til mig sætte i gang i mig. Som både min kontaktperson og min ven Michael sagde til mig, så siger min familie de ting til mig, som de gør, fordi de intet ved om det. Og når jeg tænker sådan på det rammer det mig ikke nær så hårdt.
Katjas dagbog på nettet