Vi har alle ting vi er bange for, og nogle af dem er mere rationelle end andre, men angst kan jo også godt være irrationel. Nogle af de ting jeg er bange for er.
Udrykningskøretøjer, og jeg ved egentlig helt, hvorfor det er sådan for jeg har ikke været ude for en ubehagelig oplevelse med ambulancer eller andre former for udrykning og alligevel er jeg bange for dem. Hver gang de lyder bliver jeg urolig og føler mig meget utryg selvom jeg godt ved med min fornuft, at de er der for at hjælpe os, og jeg prøver at sige til mig selv hver gang jeg høre dem, at de er der for noget godt, men det er bare som om når jeg står midt i det, at det ikke rigtig hjælper. Angsten for udrykningskøretøjer startede efter jeg havde set en masse Alarm 112 og jeg har derfor ikke set det siden
Noget der er kommet med årene er angsten for højder altså højdeskræk, og heller ikke her ved jeg, hvorfor højder er begyndt at skræmme mig så meget, for da jeg var yngre kunne jeg ikke komme højt nok op, og nu hvis jeg står på et højt sted og får kigget ned eller bliver bevidst om hvor højt oppe jeg er begynder jeg at ryste og vil bare gerne ned i en fart! Jeg kan jo bare ikke undgå højder. Men det er bestemt ikke noget jeg er glad for. Men sådan er det jo bare med nogle ting. Når jeg er oppe et højt sted har jeg sådan en mærkelig frygt for at falde ned derfra, og det forstår jeg ikke at jeg har, for jeg er aldrig faldet ned fra et rigtig højt sted der er det igen man kan godt være bange for noget uden rigtig at kende grunden til det.
Mørke er også noget der virkelig kan skræmme mig ja faktisk gøre mig angst, og jeg har jo ikke nogen grund til at være bange for mørket, for det er jo ikke farligt eller kan gøre mig fortræd på nogen som helst måde. Men jeg har altid frygtet mørket lige så længe jeg kan huske, og er den dag i dag stadig ikke glad for at skulle gå ude i mørket. I mørke kan man ikke se, hvad der kommer. Det er pinligt, at jeg stadig som 23-årig er mørkeræd, men det er ikke noget jeg kan ændre på. Hver gang jeg går rundt ude i mørket har jeg en følelse af farer og at skulle være på vagt også selvom der aldrig er sket mig noget en mørk aften.
Fulde mennesker er også noget der kan gøre mig rigtig utryg, fordi de er så meget ude af kontrol og langt væk i deres verden og tit ret svære at nå ind til, og den store adfærdsændring der sker når de virkelig er fulde har jeg rigtig svært ved at håndtere og jeg har faktisk altid haft det sådan. Når jeg er sammen med rigtig fulde mennesker får jeg en stor lyst til at gå min vej, og lysten til at flygte fylder mit hoved. De skal være ret fulde før det er utrygt for mig.
Mange mennesker på et lille sted, hvis jeg er sammen med en masse mennesker på et ikke ret stort sted føler jeg mig lukket inde og fanget, og så er det at jeg begynder at føle mig utryg og bare gerne vil væk i en fart, fordi jeg slet ikke kan holde ud at være omgivet af menneskemængden. Jeg er også rigtig bange for at være i store forsamlinger, og jeg ved ikke helt, hvorfor det at være blandt mange mennesker skaber utryghed hos mig jeg føler mig fyldt op af dem, og den larm de laver, og jeg kan ikke sorterer indtrykkene fra og så bliver det hele bare et stort kaos. Jeg behøver ikke en gang at være i blandt mennesker før jeg bliver bange for dem for bare lyden af dem gør mig urolig. Jeg har aldrig været god til store forsamlinger, for når jeg står midt i en stor forsamling får jeg lyst til bare at flygte og komme væk.
Dødsangst frygten for døden har jeg haft lige så længe jeg kan huske det startede da jeg begyndt at forstå, hvad døden er. Jeg ved faktisk ikke, hvad det er ved døden jeg frygter. Jeg har det sådan, at bare det at tale om døden kan gøre mig rigtig utryg og utilpas. Det her med at vi en dag ikke længer er her kan jeg slet ikke forholde mig til. Jeg frygter nok også det uvisse ved døden, for vi ved jo ikke, hvad der sker når vi dør. Hvordan vil jeg dø? Vil jeg have smerter? Vil det være af alderdom? Eller i en bilulykke? Hvornår vil det ske? Vil jeg mærke når jeg skal dø? Bare det at jeg tænker på døden kan gøre mig rigtig angst eller det at høre om den kan sætte en masse tanker i gang hos mig.
Lyden af folk der kaster op kan få mig fuldstændig fra den, og jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, for mange kan ikke klare lugten er bræk, men jeg har det sådan at jeg ikke kan klare de lyde der følger med folk der brækker sig, for det kan lyde rigtig voldsomt. Hvis jeg høre nogen der brækker sig meget voldsomt begynder mit hjerte at banke og jeg får det faktisk rigtig skidt, og tit ender det også med at jeg går, fordi jeg ikke kan rumme at være i det. Jeg er ligeglad med folk der brækker sig lydløst, men det er så snart der er lyd på jeg ikke kan klare det. Hvis det lyder rigtig voldsomt med mange lyder får jeg tanker om, at den der gør det er ved at blive kvalt og måske dør. Alle tankerne er slet ikke til at styre.
Larm er også noget jeg er bange for og utryg ved det kan være larm i mange former larmen fra en stor menneskemængde, høj musik, mennesker der råber. For det er som at jeg ikke kan sorterer den ydre larm når den kommer ind gennem mine ører og så fylder det mit hoved helt op og skaber en masse kaos og utryghed, fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal håndtere det. Hvis der er en masse forskellige lyde blandet sammen til en masse larm kan jeg ikke sorterer lydene fra hinanden, og det kan godt gøre mig rigtig utryg og bange fordi jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af alle lyd indtrykkene.
Det var så nogle af de ting, som jeg frygter og er bange for.